Koncerter

SIRENA spiller koncerter i kirker, koncertforeninger og ved festivaller.

Vi tilpasser programmet til den enkelte begivenhed og tager udgangspunkt i koncertrummets muligheder. Derfor vil en koncert med SIRENA altid være en ny oplevelse.

Læs om SIRENAS nyeste koncertkoncept:

Fra arvefjender til broderfolk

- en musikalsk rejse i den dansk-svenske historie

Med musik, der knytter sig til Sverige og Danmark, og fortællinger, der belyser strid, samarbejde og sygdom gennem tiderne, bindes fortid og nutid sammen. Koncerten bevæger sig fra krig og kaos til fred og fællesskab med nedslag i og omkring årstallene 1320, 1420, 1520 etc. helt op til 2020, hvor den globale pandemi kaldte på både historisk tilbageblik og refleksioner over den globaliserede verden, som vi alle er en del af.

Nordens ældste kendte folkevise ”Drømte mig en drøm i nat”, danner sammen med Michael Bønsdorfs nykomponerede værk over melodien den musikalske ramme om mere end 700 års musik. Værker af bla. Dowland, Buxtehude og den svenske musiks fader, Johan Helmich Roman sætter sammen med danske Carl Nielsen musik til den fælles dansk-svenske historie.

Som et højaktuelt indslag er et helt nyt værk af den svenske komponist Lovisa Duprat, der tager udgangspunkt i Coronakrisen. Værket er en slags lydlandskab, der portrætterer Øresund fra før til nu.

Baggrund for koncerten

Under Coronakrisen stod SIRENA i lange perioder uden mulighed for at mødes og øve sammen. Med halvdelen af medlemmerne i Sverige og den anden halvdel i Danmark gjorde restriktioner det umuligt. Ud af dette benspænd opstod idéen til et koncertprogram, hvor historiske kriser mellem de to lande løber som en rød fortælletråd og danner baggrund for både ny og ældre musik, der relaterer sig til landenes fælles historie.

"Fra arvefjender til broderfolk" spiller SIRENA både i en udgave med pause og i en kortere udgave til 1 times koncert.

SIRENA har spillet mere end 200 koncerter i hele Norden, Tyskland og England og medvirket på bl.a. Ilios-festivalen, Stockholm Early Music festival, Alte Musik-Karlsruhe og Royal Greenwich Early Music Festival